Skip to main content
Fushifaru Maldives (38)

Hvornår skal man rejse til Maldiverne?

Maldiverne er et fantastisk rejsemål året rundt, og selv om de eksotiske atoller i Det Indiske Ocean ikke har egentlige årstider, som vi kender det fra Danmark, er der alligevel forskel på, hvornår på året du vælger at rejse dertil.

Vejret på Maldiverne

Maldiverne har tropisk klima, der påvirkes af monsunen. Placeringen omkring ækvator betyder, at her året rundt er en gennemsnitlig dagtemperatur på 25-30 grader og en nattetemperatur på 22-25 grader. Havet er 24-28 grader, så uanset om det regner, eller solen skinner, kan ferien næsten ikke gå galt.

I praksis er der to sæsoner på Maldiverne: den våde (maj-november) og den tørre (januar-marts). Disse to sæsoner er præget af hhv. den sydvestlige og den nordøstlige monsun. April og december markerer overgangen mellem de to sæsoner og kan derfor ’gå begge veje’.

Men som det altid er med vejret, kan det være lunefuldt. Den tørre sæson kan derfor godt byde på et tropisk regnskyl eller to, mens det ikke regner hele tiden i den våde sæson – her er blot større sandsynlighed for regn.

Året rundt på Maldiverne, måned for måned

Højsæsonen for ferier på Maldiverne er januar til april. Her er vejret overvejende tørt og varmt – modsat samme tid på året hjemme i Danmark. Det er på dette tidspunkt af året, det for alvor frister at stikke af til tropiske strandferier – gælder det også dig, bør du bestille din rejse i god tid.

Lavsæsonen for ferier på Maldiverne er september til december. Her er vejret overvejende vådt – men dagene bringer typisk en god blanding af sol, skyer og byger og regnen falder oftest om aftenen og natten.

Temperaturen – også i havet – er fortsat lune og dejlige, så kan du leve med risikoen for regn, er der penge at spare ved at rejse i Maldivernes lavsæson. Bemærk dog, at jul og nytår på grund af ferie og højtid prismæssigt ligger højt.

Maj til august kan man kalde mellemsæson. Her er vind og nedbør, men det er snarere korte, kraftige regnskyl end heldagsregn. Generelt er vejret fint med flere timers solskin dagligt. Prismæssigt er det et godt tidspunkt at rejse på, da man her får god value for money – også selv om det er i samme periode som skolernes sommerferie her i Danmark.

Med forbehold for ændringer

Ovenstående er en rettesnor baseret på historiske gennemsnit, erfaringer og vores gæsters tilbagemeldinger. Der er ikke taget højde for store udsving i vejret eller klimaforandringer. Vi er (heldigvis) ikke herrer over vejret, og det er derfor ikke muligt for os at give nogen garanti for vejret på Maldiverne på tidspunktet for din rejse.